Studieråd

Jeg har efterhånden gået halvandet år på Københavns Erhvervsakademi.
Inden jeg startede på KEA, søgte jeg selv nettet rundt for at forberede mig bedst muligt til studiestart.

Er du lige startet eller overvejer du, at starte på bygningskonstruktør-studiet, er her mine erfaringer og råd:

Der er ikke mødepligt på studiet – og det har nogen taget bogstaveligt. Jeg oplever, at deres materiale også er blevet derefter.
Det har været min plan, at møde op til alt undervisning og alle fælles forelæsninger, såfremt det kunne lade sig gøre.

Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til, at dette ikke kan lade sig gøre. Arbejde, børn, sygdom m.v.
Men det lønner sig i sidste ende!

Hvis/når du selv har indflydelse på gruppedannelserne, så find nogle som har samme ambitionsniveau som dig selv.

Man behøves ikke at være lige dygtige eller have samme baggrund – tværtimod.
Men det kan være frustrerende, at være i gruppe med nogen som ikke møder op eller endnu værre – ikke kan holde en aftale.

Du bliver præsenteret for mange forskellige softwareprogrammer. Alle har helt sikkert sin berettigelse, men pas på ikke at falde ned i kaninhullet, for du skal også videre!

Vi havde en underviser, som brugte udtrykket ‘tap and go’.
Vi har grint lidt af det og synes det var sjovt, men han havde ret!

Revit er dog undtagelsen.
Jeg har hørt flere sige: “Jamen, du kommer ikke til at bruge Revit, når du er færdig herinde!”
Det er givet vis rigtigt, afhængigt af hvilket job du søger mod bagefter.

Det er dog en kendsgerning, at Revit er motoren i uddannelsen på KEA, og mange opgaver tager udgangspunkt i dette program.

Jeg har løbende haft glæde af, at læse i denne bog. Ikke så meget i starten, men efter studiet skred frem, har det løbende givet mening for mig, at læse et kapitel i denne bog. Den er skrevet specifikt til studerende på erhvervsakademiuddannelser.

Inden jeg startede på studiet, fik jeg selv det råd, at jeg skulle forberede mig på kaos.
Dét har holdt stik, så det kom egentlig ikke bag på mig.
Derimod blev jeg overrasket over mængden af utilfredshed og den fnidder det affødte.
Overvej om du vil bruge dine resurser på dette. Der er helt sikkert mange ting, som jeg også har syntes var åbenlyst fjollet eller decideret forkerte. Men jeg har fokuseret på hvad jeg selv kunne gøre for at komme videre. Og ikke ladet mig påvirke af støjen.
Dét har sparet mig for mange hovedpiner.

Et godt socialt samvær styrker din studietilværelse både socialt og fagligt!
Som familiefar med to børn, er det naturligvis svært at deltage i hver fredagsbar.
Men jeg har prioriteret, at få en øl eller sodavand efter endt arbejdsuge.